Telepati og fjernhealing

– Er du rigtig klog?

Jeg har øvet mig i telepati og fjernhealing for sjov i mange år efterhånden og nu er tiden inde til at tilbyde den del af min værktøjskasse. Telepati og healing er for mig et frø, en viden, jeg altid har båret med mig, som nu er klar til at spire frem. Min egen spirituelle rejse har åbnet for en større forståelse af dybden af vores relationer til dyrene – og naturen i det hele taget. Verden bliver større og mere forbunden, når vores telepatiske evner får lov at få plads. Med hjælp af telepati håber jeg at kunne lede jer væk fra frustrationernes vej og ind på en vej af læringsmuligheder og forståelse.

I naturvidenskabelige kredse, som jeg bl.a. kommer fra, har telepati og healing været ”woo – woo” og folk, som gjorde det, blev let stemplet som ”ikke rigtig kloge”. Det er en del at mit livsformål at bygge bro mellem verdener – også disse.

Telepati foregår bedst via billede eller hår, så jeg kan være i større grad af fokus og ro. Herved opnår jeg en større dybde og klarhed i kommunikationen. Hvis du er kørt fast i en problemstilling eller et symptombillede kan det være en katalysator for processen at bruge telepati og fjernhealing. Jeg er god til at detektere energiblokeringer og forløse dem. Typisk kommer der dynamik i healingen så dit dyr og dig selv kommer i bevægelse og flow i healingsprocessen. Det kan betyde, at dybere ubalancer nu kan komme til overfalden og blive udtrykt og dermed bearbejdet og forløst. Dyr og særligt heste er din sjæls spejl. Derfor har mange helbredsmæssige eller adfærdsmæssige udfordringer tråde til jeres relation og din egen rejse. Telepati kan hjælpe med at skabe klarhed over en fastlåst energi i dit eget energisystem, som du med fordel kan arbejde med og dermed skabe bedre fundament for dit dyrs healing.

Jeg havde som barn en nærdødsoplevelse og denne erfaring hjælper mig i forhold til forståelsen af overgangen fra dette jordiske liv og til sjælstilstanden. Jeg nærer ikke selv nogen frygt for døden og denne ro kan jeg invitere dig og dit dyr ind i. Jeg kan også hjælpe dig med kommunikation til et afdødt dyr eller en snak med dit dyr vedrørende aflivning.

En telepati-session vil oftest uddybe:

  • Dit dyrs personlighed
  • Dit dyrs mest fremtrædende helbredsudfordringer set fra dyrets vinkel og en healing på at skabe flow og balance i forhold til dette
  • Jeres indbyrdes relation
  • Dit dyrs livsformål hvis det er bevidst om dette
  • Hvad dit dyr har på hjerte, som det ønsker, du skal vide lige nu
  • 3-4 spørgsmål fra dig

Dette sammenfattes til en rapport, som jeg sender til dig på e-mail.

Alle dyr er forskellige så rapporterne vil også afspejle denne diversitet for eksempel også med hensyn til, hvad de har lyst til kommunikere.

Hvis du ønsker det, kan vi efterfølgende tage en samtale på basis af telepatien mod en merpris.

Praktisk

Du booker en tid til telepati med dit navn, dyrets navn og din e-mailadresse. Herefter sender du et billede af dit dyr uden andre dyr eller mennesker på, det er fint på mail eller sms. Jeg skal tydeligt kunne se hoved og øjne. Alternativt kan jeg bruge en fysisk hårtot. Du vedhæfter en liste med dine 3-4 spørgsmål.